Billeder

Helligåndshuset

Sct. Mortens Kirke og Helligåndshuset

Sct. Mortens Kirke og Helligåndshuset

Materiale: Akryl
Størrelse: 40×30

Sct. Mortens kirkes klokkespil
Sct. Mortens kirkes klokkespil, der lyder ud over byen til glæde og eftertanke for byens borgere og gæster.

Helligåndshuset
Helligåndshuset i Randers

Helligåndshuset med storkereden på den nordlige gavl.
Foto: Kaj Grosen.

For mig som kunstner har det været vigtigt at male storken i reden på toppen af Helligåndshuset, da storken for det første har været et særligt kendetegn for byen Randers, men også et symbol på, at vores historie har betydning ikke kun for os mennesker men også for naturen omkring os.

Efter at jeg havde malet billedet med Helligåndshuset og Sct Mortens Kirke blev jeg nød til at finde ud af, hvad der skete med storken. Jeg har derfor fået hjælp af Jess Frederiksen, fra foreningen storkene.dk.

Randers har tidligere været en af de helt store “storkebyer” i Danmark. Området omkring Randers har huset storke i hundreder af år og hver en landsby, i nærheden af Randers, havde storke boende fast. Virring havde en af de helt store storkekolonier med 64 storkereder tilbage i 1811.

Storken har haft rede på Hellingåndshuset helt frem til 1992, hvor den sidste gang var beboet af et storkepar. Der var dog en stork på Helligåndshuset i 1997, men det blev ikke til et par. Det var jo i Randers, at den overvintrende stork Julius holdt til, og det var faktisk ham, der udgjorde den ene halvdel af det sidste ynglende storkepar.

I 2006 var der i sensommeren et storkepar i Vorup Enge, men de slog sig dog aldrig ned på reden i byen.

Thyge Jørgensen
Den 19. apriI 2007 satte Thyge Jørgensen et stativ til en storkerede fast på skorstenen på taget af Helligåndshuset. Thyge Jørgensen, der selv har lavet stativet til reden, viste stolt sit værktøj frem d. 27. januar 2011, hvor jeg mødte ham i smedien på Håndværksmuseet i Randers.
Thyge Jørgensen
Grovsmed Thyge Jørgensen er en af de få , der stadig kan fremstille hestesko efter håndværksmæssige traditioner.

Bookmark the permalink.